Mads Hyldgaard

Træningsappen Strava havde en brugertilgang på over 25 procent i Danmark i 2024 ifølge sensortower.com

Brugen af træningsapps stiger markant i disse år – og har gjort det siden coronakrisen. Men i takt med udbredelsen oplever flere brugere også pres, selvkritik og et usundt forhold til deres træning. Eksperter advarer nu mod, at teknologien risikerer at skubbe motionsglæden over i en usund præstationskultur og afhængighed.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

Når Kasper Tillgaard bruger Strava, så er det fordi, fællesskabet derinde tiltrækker ham:

“Det er det der med at kunne se, hvad mennesker omkring mig har gang i.”

Forholdet til den populære træningsapp startede for Kaspers vedkommende under coronakrisens mørke tid:

“Det er nogle år tilbage, at det lige sådan poppede op. Jeg tror, det har været en fire-fem år siden”.

Og det var kærlighed ved første download. I de efterfølgende år var Kasper Tillgaard og den digitale træningsplatform Strava nemlig tæt forbundet. Kasper Tillgaard løb og cyklede derudad, og Strava stod for at dele det med omverdenen.

“Det gør den helt automatisk.”

Den funktion holdt – og holder – Kasper Tillgaard stadigvæk af. Men lige så vel som, at hans aktiviteter blev delt med omverdenen, så blev omverdenens aktiviteter også delt med ham.
“Jeg kom jo op og træne, jeg tror det var nærmest 5-6 gange om ugen i den periode, hvor det gik galt.”

“Dem, jeg møder, det er jo der, hvor det går galt”

Mia Lichtenstein er psykolog og arbejder til daglig på Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet, hvor hun forsker i psykiske smerter ved træning og sport, og så har hun blandt andet skrevet en ph.d. om træningsafhængighed. Hun kan godt nikke genkendende til de tendenser, Kasper har oplevet:

“Risikoen ved at koble rigtig meget af sin træning over på de her objektive målinger er, at man måske lidt mister forbindelsen med sin egen krop og mere bliver oppe i hovedet. Det kan jo blive en konkurrence mod sig selv og andre det her med at skulle forbedre sig. Fordi de her måleinstrumenter er jo lagt an på, at der skal ske en eller anden form for udvikling.”

Mia Lichtenstein lægger samtidig ikke skjul på, at digitale træningsapps kan bidrage med rigtig mange gode ting, men det er ikke tilfældet for alle – og det er en væsentlig ting at have i mente:

“Det er jo lagt an på, at vi skal udvikle en eller anden form for, måske ikke afhængighed, men i hvert fald et stort forbrug. Det er jo måden de (digitale træningsapps. red.) overlever på – at få de her belønninger, som man kan få igennem de her digitale systemer… nogen kan godt styre det og synes bare det er sjovt at lege lidt med det, men dem, jeg møder, det er jo der, hvor det går galt, og hvor det kammer over, og hvor at få løbet et x antal kilometer nærmest bliver det eneste dagen handler om, fordi man har fået sat sig et mål.”

“Det gjorde jo, at jeg kom til at overtræne for sindssygt”.

At kunne følge alt for meget med i, hvad vennerne foretog sig af aktiviteter havde en slagside for Kasper Tillgaard. For selvom han blev motiveret til selv at komme op fra sofaen, så gjorde det også, at han glemte at have sig selv med i processen.

Den digitale træningsapp Stravas sociale funktioner skabte nemlig en usund sammenligningskultur:

“Det var tilbage i 2022. Det var dengang jeg for alvor begyndte at bruge Strava. På daværende tidspunkt arbejdede jeg i praktik i en løbeshop. Så jeg var jo omgivet af eliteatleter, og så bliver det lynhurtigt rigtig let at gå ind og kigge, hvad de andre laver – og hvordan de løber.”

Og netop denne sammenligningskultur skulle gå hen og have fysiske konsekvenser for aarhusianeren.

“Det gjorde jo, at jeg kom til at løbe alt for meget, alt for hurtigt, og det var det, mit træthedsbrud kom af… og det har jeg bøvlet med lige siden.”

I momentet, da overtræningen stod på, vidste Kasper ikke, at den var helt gal, og at han trænede alt for meget.

“Det opdagede jeg først, da det var, at smerterne begyndte at komme.”

Da træningen var på sit højeste, så Kasper nemlig ingen faresignaler – han var bare en del af en løbekultur, tænkte han:

“Jeg blev bare totalt overvældet af passion og energi… nu var jeg blandt rigtig mange eliteløbere ude ved den løbeshop og connectede selvfølgelig med dem på Strava, og kunne se deres segmenter og ugentlige træningsmængder. Det er svært ikke at komme til at skubbe grænserne, når man har så voldsomt et sammenligningsgrundlag.”

Motion boomer i disse år

Strava er ikke nogen ny app. Faktisk har den amerikanske app eksisteret siden 2009. Og Stravas måde at tracke og dele ens aktiviteter på er heller ikke unik. Den slags funktioner ses også hos andre digitale træningsapps på markedet. Alligevel har Strava taget verden med storm i den seneste årrække, hvor platformen har haft en voldsom brugertilgang siden 2016.

Udover den kraftige vækst på verdensplan, så vinder den populære træningsplatform også indpas i danskernes hverdag. Sidste år blev appen eksempelvis downloadet 5400 gange på en enkelt uge, da det gik hurtigst.

Og denne stigning på den populære platform rammer også ind i en særdeles gunstig tid.

Kasper Tillgaard er nemlig langt fra den eneste dansker, der er bidt af motion for tiden. Faktisk viser nye tal om danskernes motionsvaner, at voksne i 2024 brugte langt mere tid på motion end de hidtil har gjort. Og tallene viser faktisk også, at hele tre ud af fire danskere enten løber, cykler eller går. Og det er et tal, der har været tårnhøjt siden coronakrisen i 2020.

Denne fremherskende tendens til at løbe mere er også noget, de mærker ved Copenhagen Marathon, der er et årligt maratonløb i de københavnske gader, som har været afholdt siden 1980. Her er tilmeldingerne de seneste år nemlig kun gået i en retning og det er opad. Det hele toppede i maj måned i år, hvor de slog rekord med 21.000 deltagere.

Vi elsker hurtige belønninger

Mia Lichtenstein forstår udmærket godt, hvorfor træningsplatforme som Strava har så meget medvind for tiden. Strava er nemlig bygget op af såkaldte gamification-elementer. Gamification-elementer på træningsapps som Strava betyder, at man tilføjer spilelementer som point, ranglister og virtuelle belønninger til motion.

Og det er ifølge Mia Lichtenstein yderst tiltalende for os mennesker generelt:

“Som mennesker er vi ret glade for hurtige belønninger. Og hurtige belønninger giver en fed følelse, og den fede følelse vil de fleste også gerne have igen og igen.”

Problemet i disse digitale træningsapps opstår så bare, når ens træning er udelukkende koblet op på disse målinger og belønninger.  Her mener Mia Lichtenstein i stedet, at der skal fokuseres mere på det indre:

“Var det hyggeligt at være afsted? Fik jeg sved på panden? Kan jeg mærke, at jeg har fået mere energi? Var det rart? Havde jeg lyst?”

For hvis man glemmer det indre, og udelukkende fokuserer på den vedvarende udvikling og belønningerne på disse platforme, så kan det ifølge Mia Lichtenstein have fatale, mentale konsekvenser:

“Det kan mentalt blive et præstationspres, fordi man hele tiden har det her mål hængende i baghovedet, hele tiden føler, at man skal udvikle sig, og hvis man skal det, så skal det jo at fylde mere i ens liv. Så det kan faktisk blive stressende, og noget af glæden og lysten kan forsvinde, hvor det bliver mere tvang og pligt.”

Og det kan ikke kun gå ud over en selv, men også ens omgangskreds:

“Det kan jo gå ud over ens sociale liv, fordi man prioriterer ens træning højere end nogen anden ting, man prioriterede højt før, altså som bare var almindelige, eller sådan en anden form for samvær og hygge med andre mennesker. Så det kan gå ud over det sociale liv, men det kan jo også gå ud over trivslen helt generelt, fordi ens liv bliver lagt an på at kunne måle sig selv. Og det er jo ikke det, vi er skabt til.”

Ifølge Mia Lichtenstein, der selv har haft berøring med mange klienter, der har været lullet ind i en træningsafhængighed, så mister nogen helt basalt evnen til at mærke sig selv – fordi de lader sig styre disse målinger:

“Evnen til at kunne mærke, har jeg lyst i dag? Har jeg overskud? Er jeg træt? Har jeg ondt? Har jeg egentlig mere brug for noget andet? Den evne kan godt stille og roligt forsvinde, hvis alt bliver lagt an på ydermålinger.”

Sebastian lader sig styre af Strava

En anden, der også lader sig påvirke af de digitale træningsapps er den 26-årige Sebastian Schmidt.

I hverdagen løber Sebastian Schmidt og hans venner ikke bare side om side – de dyster mod hinanden på Strava, de sammenligner tider og kæmper om at være hurtigst på lokale segmenter. Hver gang en af dem presser sig selv til en personlig rekord, tikker der kudos ind som digitale skulderklap. Det sociale element er tydeligt, og fællesskabet motiverer. Men bag det konkurrencelystne fællesskab gemmer sig også et pres. For selvom Sebastian trives i gamet, mærker han, hvordan hans egne mål og forventninger gradvist sætter sig som en stressfaktor i hverdagen – eller rettere sagt, så sætter det sig typisk som en stressfaktor søndag aften:

“Jeg har et mål for hver eneste uge af kilometer, jeg vil løbe. Og fordi Stravas ugentlige statistikker ender på en søndag, så er det også blevet til det, jeg følger.”

Den tilgang til træningen skaber ofte problemer for Sebastian:

“I mit hoved så er det ligesom sådan det er…. Hvad skal man sige, fordi Strava den slutter til midnat på en søndag, så er jeg ligesom opmærksom på, at man er “on the clock” og så hvis man har fået ikke særlig meget træning ind i løbet af hverdagene, fordi man måske havde travlt med skole eller arbejde, så har man travlt.”

“Det går ofte ud over søvnen.”

Det ender ofte med, at Sebastian Schmidt stadigvæk mangler rigtig mange kilometer søndag aften, men at misse dem er ikke en mulighed:

“Når klokken den står midnat søndag, så er de der Strava-tal “set in a stone forever”. De er urokkelige derefter.”

Derfor ender Sebastian meget ofte med at snøre løbeskoene søndag aften, fordi han ikke ser andre alternativer:

“Det sker tit, at jeg på en søndag aften, hvor man tænker, at man måske lige burde blive indenfor og få noget god søvn inden man skal tidligt op om mandagen bare skal ud og hamre 30-35 kilometer af, fordi at ellers, så ser det dårligt ud.”

Janne Mortensen er sportspsykologisk konsulent med særlig ekspertise i præstationspsykologi og arbejder til dagligt med sportsfolks mentale trivsel. Ifølge hende er folk som Sebastians forhold til Strava ikke bæredygtigt i længden:

“Det er et skridt imod udbrændthed og stress.”

Janne Mortensen mener nemlig her, at det er en form for ydre anerkendelse, der tager over for kontakten til ham selv:

“Hvis han havde en form for kontakt til sig selv, så ville han godt vide, at det at løbe 30 kilometer søndag aften kl. 21 ikke er det optimale for ham.”

Og hvis denne tendens fortsætter, så kan det have store konsekvenser, mener Janne Mortensen:

“Hvis man bliver ved med kontinuerligt at overrule det, som ens indre system egentlig fortæller er bedst for en, så er det den direkte vej til sygdom. Så kommer kroppen til at sige fra på et tidspunkt. Det er derfor vi har stresssygemeldinger. Stress kommer jo ikke ud af det blå.”

“Det der er jo bare en helt almindelig måde at bruge algoritmer til at fastholde et menneske i hjernen.”

De gamification-elementer, som Sebastian taler om i form af segmenter og ranglister, er ifølge Janne Mortensen helt tydeligt noget, træningsappen Strava benytter sig af for egen vindings skyld:

“Det lyder som en fastholdelsesmekanisme.”

Opbygningen af appen er nemlig noget, Janne mener har et enkelt mål for øje:

“Det der er jo bare en helt almindelig måde at bruge algoritmer til at fastholde et menneske i hjernen – at give dem point. Så vi kan få udløst noget af dopamin, som er afhængighedsskabende. Så det er jo en strategi for at fastholde menneskers brug af appen.”

Og funktioner som dem Strava – og mange af de andre digitale træningsapps – benytter sig af er ikke noget, der bygget til menneskets psyke:

“Der er ikke noget psykologisk sundt ved at skulle bruge appen på den måde.”

Søren slettede Strava: “Jeg ser, det bliver en stresser”

Søren Bøtker fra Låsby er en af dem, der netop kunne mærke, at Strava psykologisk ikke var sundt for ham – det blev nemlig en stressfaktor i hverdagen:

“Jeg har det sidste halvandet år haft en form for forpligtelse over for at lægge noget op. Jeg har ikke løbet løbeture under 10 km.”

Søren kunne – ligesom så mange andre – godt lide anerkendelsen, han fik, når han fik et digitalt skulderklap i form af en såkaldt kudos på Strava. Men samtidig kunne han også se en tendens i, hvordan han erhvervede sig flest af dem:                                                                                                              

“Det her med at løbe lange ture, det kunne jeg bare se, jo længere turer, du løber, jo flere kudos får du på Strava.”

Tendensen opdagede Søren ikke var god for ham – hverken psykisk, og heller ikke fysisk. Søren træner for tiden op til et halvmaraton, og her kunne han mærke, at det var nødvendigt at mærke sin egen krop frem for Stravas pres. At træne op til et halvmaraton kræver nemlig både langsomme og hurtige løbeture, og her er specielt de langsomme turer ikke foreneligt med en konkurrencepræget platform som Strava:

“Jeg ser, at det bliver en stresser.”

Og selvom Søren på det seneste har tænkt tanken, at han burde downloade appen igen, så prøver han at huske sig selv på, at hans personlige mål til et halvmaraton ikke har noget med andre at gøre end ham selv:

“Hvem gør jeg det her for? Gør jeg det for mig selv? Eller er det for at få den her anerkendelse? Det skal der være mig for mig selv.”

Influencer med opråb: “Lad nu være med at sammenligne.”

Sissel Møller er til dagligt bosiddende på den spanske solkyst. Herfra lever hun blandt andet af at lave videoer med løbetips på det sociale medie Instagram. Hun er med sine over 80.000 følgere nemlig en af Danmarks største løbeinfluencere. Udover løbetips afholder hun også såkaldte “løbecamps” i Danmark for danskere, der gerne vil blive bedre til at løbe. Og så bruger hun samtidig meget tid på at gøre op med præstationskulturen i Danmark.

“Rigtig mange sammenligner sig, og det kan du bare ikke.”

Derfor er tendensen med, at det skal være vildere og vildere et problem:

“Strava går jo kun ud på at vise, hvor stærkt og langt man har løbet, og det er der, jeg synes, at det kan blive en udfordring. Mange mister motivation til at løbe eller får dårligt selvværd ved at kigge på det her. Mange kigger jo kun på andres gode løbeture – som måske kun er de eneste ture, de lægger op på de digitale træningsapps – og så kommer de selv hjem fra en løbetur og tænker, at det har været en lortetur.”

Sådan et scenarie er noget Sissel Møller rigtig ofte støder på i sin daglige berøring med sine mange tusinder af følgere. Hun kan nemlig tydeligt mærke, at de bliver påvirket af nutidens præstations- og sammenligningskultur på digitale træningsapps:

“Det er derfor, jeg går rigtig meget op i at vejlede i, at du skal lade være med at sammenligne dig med andre.”

Og Sissel Møller er sikker på, at der er behov for folk som hende, der italesætter dette problem:

”Der er bare rigtig, rigtig mange, der sammenligner sig. Når jeg italesætter det og snakker om det, så er der rigtig mange, der takker mig for det. Fordi, at det lige præcis er det, de havner ind i.”

Af denne årsag har influenceren også taget et aktivt valg om at tage sin del af ansvaret for at imødekomme den usunde kultur. Hun deler nemlig ikke sine løbetider med omverdenen:

“Jeg har ikke lyst til at påvirke andre mennesker negativt… der er bare så mange, som sidder og virkelig sammenligner med alle andre, og ikke føler, at de så gør det godt nok. Og det er især inden for træningsafhængighed, at det her er en af de rigtig mange ting, hvor det her kan gå ind og trigge psykisk.”

Og derfor synes hun også, at vi som samfund skal begynde at tale mere om præstationskulturen på de digitale træningsapps:

“Det handler altså ikke om at man skulle præstere. Det handler ikke om, at man skal præstere hver eneste gang… der er vanvittigt meget stress alle steder og folk bliver stresset på arbejde, folk bliver stresset derhjemme med familien og så videre. Så hvis ens motion, som ellers skulle afstresse, pludselig bliver en stressfaktor, er det jo bare endnu mere stress. Så derfor er det meget, meget, meget vigtigt, at der kommer et fokus på det her.”

Eksperter – det er ikke kun brugernes ansvar

Mia Lichtenstein peger på, at der helt generelt skal fokus på at facilitere en samtale om nutidens præstationskultur – også på de digitale træningsapps:

“Alle skal tage et ansvar, hvor de kan. Og vi skal blive ved med at have fokus på, hvad det er for nogle værdier, vi bygger vores liv og samfund på.”

Derfor mener hun også, at digitale træningsapps som platformen Strava også skal tage deres del af ansvaret:

“Dem, der udbyder de her tjenester, har jo også et eller andet moralsk ansvar. Jeg tror ikke nødvendigvis, at de er klar over, hvad det kan få af konsekvenser for folk. Så jeg synes, alle skal byde ind med det, de kan, i forhold til at få de her redskaber til at fungere på en god og hensigtsmæssig måde.”

Dette samme mener Janne Mortensen:

“Rent etisk har dem, der producerer de her apps, selvfølgelig et etisk ansvar, men det tager de ikke.”

Dermed ligger ansvaret ifølge Mia Lichtenstein og Janne Mortensen lige nu hos den enkelte bruger, og det er særdeles svært i et samfund, hvor slagsiden – med eksempelvis overtræning via de digitale træningsapps – ikke italesættes nok:

“Hvis det nu var alkohol, så ville man jo aldrig sidde og prale på apps eller sociale medier med, at man har drukket to flasker rødvin. Så det her overforbrug er bare meget sværere at agere i, fordi du får brug for anerkendelse for dit misbrug. Folk opdager det ikke, fordi de tænker bare, at det bare kører.”, siger Mia Lichtenstein.

Og her mener Mia Lichtenstein sagtens, at digitale træningsapps kunne implementere funktioner, der forebygger risikoen for at udvikle et mentalt usundt forhold til træning:

“Man kunne godt lægge en test for træningsafhængighed ind i sådan et medie. Bare for at sige, at man skal passe på, det ikke kammer over. Tag den her test, hvis du er bekymret. Søg hjælp, hvis du kan mærke, at det ikke fungerer for dig. Altså det var jo en måde at kunne implementere en form for ansvar omkring det.”

“Samfundet har et gigantisk, kæmpe ansvar i det her.”

Janne Mortensen er enig med Mia Lichtenstein, men mener samtidig, at brugerne helt generelt burde være i stand til at kunne tage en vis form for ansvar:

“Vi er oplyste nok til at vide, hvad det er, der er på spil.”

Men samtidig påpeger hun ligesom Mia Lichtenstein, at alt ansvar ikke kun kan placeres hos brugerne. Det her er nemlig ikke kun et opgør mellem brugerne og de digitale træningsplatforme. Lige nu er samfundet nemlig underlagt nogle strukturer og en præstationskultur, der fjerner fokus fra det oprindelige mål ved at dyrke motion, og det skal der fokus på.

“Jeg synes, at samfundet har et gigantisk, kæmpe ansvar i det her.”

Og det ansvar mener Janne Mortensen ikke, at samfundet kan fralægge sig:

“Individet skal jo kunne agere i nogle rammer, som er uden for individets kontrol.”

Kasper har i dag et sundere forhold til Strava

Kasper Tillgaard har i dag lettere ved ikke at lade sig påvirke på Strava. Han er stadigvæk på vej tilbage fra sit træthedsbrud, men har et langt sundere forhold til sin egen træning:

“Jeg er relativt godt forbi det… Det jo et eller andet sted fuldstændig ligegyldigt og ikke særlig produktivt at prøve at spejle sig i andre.”

Noget af det, der blandt andet hjælper Kasper Tillgaard med at have et sundere forhold til træning i dag, er, at han er begyndt at få hjælp fra en fysioterapeut:

“Nu har jeg ligesom en til at holde snor i mig.”

Og det er noget Kasper kan mærke er godt for ham:

“Hvis fysioterapeuten siger hertil og ikke længere, så gør jeg også det. Så det hjælper en med at opbygge noget rationale i forhold til at sætte en begrænsning for mig selv.”

Tilmed har Kasper nu en helt klar drivkraft for at træne – en drivkraft, der ikke kommer fra en digital træningsplatform:

“Jeg tror på, at det sunde element til løb, det kommer af, at man har lyst til selve aktiviteten.”

Virksomheden Strava er blevet forelagt den kritik, der rejses i artiklen, men har ikke svaret på henvendelserne.

I Favrskov Kommune har der altid været borgerinddragelse, når de folkevalgte kommunalpolitikere skal have forslag til de kommende budgetforhandlinger. Der er dog en dyb uenighed politikerne iblandt, hvad og hvor meget borgerne skal inddrages i.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

Hvad og hvor meget skal borgere i Favrskov Kommune inddrages i byrådets processer? Spørger man Thake Fogh Cordt, der er Enhedslistens eneste repræsentant i Favrskovs byråd, så mener han helt klart, at borgerne skal inddrages mere – også i budgetforhandlingerne. Det er dog slet ikke den vej flere af de andre byrådsmedlemmer vil.

”I De Konservative mener vi, at vi bør have borgerne ind tidligere i budgetprocessen, måske allerede i forslagsprocessen. Så får forvaltningen mulighed for at arbejde med forslagene”

Charlotte Green (C)

Charlotte Green, der er byrådsmedlem for De Konservative, mener, at borgerne primært skal inddrages i form af forslag til byrådspolitikkerne og deres videre proces for budgetforhandlingerne i kommunen. Charlotte Green er ikke meget for at borgerne decideret skal inddrages i form af borgermøder under selve budgetforhandlingerne, da det mere er en lukket proces for politikerne og forvaltningen. Det mener hun dog ikke holder borgerne uden for indflydelse:

”Jamen folk kan jo skrive direkte til os eller som et læserbrev under selve beslutningsprocessen”, siger Charlotte Green.

Charlotte Green har siddet i byrådet for De Konservative i Favrskov Kommune siden 2017. Video: Oscar Vesterlund

Den lukkede proces

Der er ingen af parterne, der er direkte imod mere borgerinddragelse. Forskellen er dog blot, at Thake gerne ser en mere åben proces under budgetbeslutningerne:

”Præmissen er lidt forkert. Borgerinddragelse er ikke kun forslag, det er lige så vigtigt at få diskuteret budgettet. På den måde har vi også en fælles forståelse af tingene”, siger Thake Fogh Cordt og fortsætter:

”Det giver god mening at inddrage borgerne så meget som muligt. Det giver typisk også bedre beslutninger”.

Ideen forstår Charlotte Green godt, men hun er dog stadig uenig, da hun frygter, at sådanne møder vil ende ud i diskussioner med dem, der er imod konkrete besparelser på visse områder, og ikke hvordan Favrskov Kommune får budgettet til at gå op:

”Hvis man først inddrager borgerne i beslutningsprocessen, risikerer vi at komme til at diskutere for og imod besparelsesområder, og ikke forslag.”, siger Charlotte Green.

Hun tilføjer også – og minder om – at der ikke desto mindre er processer, der skal overholdes:

”Det er nu engang sådan, at det er politikkerne, der skal træffe en beslutning, og borgmesteren, der skal sende et færdiggjort budget ind senest d. 15. oktober”, siger Charlotte Green.

Bjørn Frederiksen fik relativt hurtigt stillet en diagnose af sin behandler – men så kom problemerne. I perioden 2010 til 2018 er udgifter pr. patient nemlig faldet 13 procent, viser en opgørelse i Sundhedsministeriet, og dét har Bjørn kunnet mærke. Læs mere her.

Som 17-årig blev Bjørn for første gang patient i psykiatrien. På daværende tidspunkt blev han diagnosticeret med skizofreni. Som 23-årig kontaktede Bjørn Psykiatrisk Skadestue i Roskilde igen, mens han gik på Vallekilde Højskole, fordi deprimerende tanker lå og boblede i ham.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

”Jeg tænkte, at jeg nok bare havde valgt den forkerte linje, og tog derfor et ophold mere på eftersårsholdet, men de samme tanker ramte mig igen – endda på spiludvikling, der ellers altid har interesseret mig. Så kontaktede jeg psykiatrisk skadestue”.

Sådan lyder ordene fra Bjørn Frederiksen, der sidder på en bænk foran Café Under Masken i hjertet af Aarhus, hvor han ofte er kommet, siden han flyttede til Aarhus i januar 2021. Han er iført en tyk hue, der er trukket godt ned over ørerne, strikhandsker og en stor hoodie under sin beigefarvede jakke – men den iskolde dag er ikke den eneste grund til, at Bjørn til tider har uro i kroppen. Han er nemlig også diagnosticeret med ADHD, og er næsten først lige kommet tilbage i behandling efter en lang og sej kamp om at få kontakt til de rigtige personer i psykiatrien.

En stor stigning i psykiske diagnoser

Fra 2014 til 2018 steg antallet af voksne med en psykiatrisk diagnose med 30 procent ifølge en analyse fra socialstyrelsen. Ifølge Vibeke Bliksted, der er lektor og forsker i psykiatrien på Aarhus Universitetet, skyldes stigningen ikke, at der er flere med psykiske lidelser i dag end hidtil, men at vi er blevet væsentlig bedre til at udrede. Det er Charlotte Rask, der er klinisk professor i psykiske sygdomme ved Aarhus Universitetet, også enig i.

Begge eksperter ser dog et problem med selve behandlingen i af psykiatriske patienter i Danmark, idet selve behandlingen af de psykisk syge patienter er blevet nedprioriteret de seneste år. Efter statistikker fra Sundhedsstyrelsen ses det nemlig, at udgiften pr. patient i psykiatrien er faldet med 13 procent fra 2010 til 2018.

”Der er kommet en drejning, hvor det handler mere om udredning end behandling efterhånden”, siger Charlotte Rask.

Bjørn mister kontakten til sin behandler

Under Bjørns højskoleophold bliver han frivilligt indlagt på Psykiatrisk Skadestue i Roskilde, hvor han ligger i 2 uger inden, han ikke kan holde ud at ligge der mere.

”Jeg begyndte at kede mig, og så ville jeg gerne ud igen”, siger Bjørn Frederiksen.

Derefter får Bjørn en behandler, der diagnosticerer ham med ADHD. Kombineret med sin depression starter han op på antidepressiv- og ADHD-medicin. I januar 2021 ville Bjørn gerne flytte til Aarhus, og han bad derfor om at blive overført til afdelingen i Aarhus.

Bjørn og hans behandler aftaler, at de skal holde kontakten, og at Bjørn fortsat skal have hende som behandler indtil det andet falder på plads.

”Og ja, så hørte jeg derfra bare ikke mere fra hende. Jeg ringede og ringede og hørte bare intet. Så begyndte jeg at ringe til sekretærerne på kontoret, og efter 2 måneders tid, hvor jeg havde ringet hver anden dag, så begyndte jeg at tænke: ”Okay, der er et eller andet galt”.”, siger Bjørn Frederiksen.

Bjørn følte sig magtesløs. Han blev ved med at ringe, men der skete intet. For Bjørn skabte det rigtig mange problemer i en tid, hvor han havde brug for støtte. Han måtte se sig nødsaget til at ringe til vagtlægen for at få fornyet sine recepter på både antidepressiv medicin og det meget hårde medicin mod ADHD, der kaldes Lisdexamfetamin – eller elvanse, som det kaldes i daglig tale.

Bjørn prøvede at kontakte sin personlige læge for at fortælle om problemet og spørge om en henvisning til psykiatrisk afdeling i Aarhus, men lægen kunne ifølge Bjørn intet gøre, fordi Bjørn allerede var tilknyttet en behandler – så en henvisning ville højst sandsynlig blive afvist. Bjørn blev ved med at kontakte forskellige personer i psykiatrien for at finde en løsning, men hver gang fik han det samme af vide:

”Vi kan ikke gøre noget”, siger Bjørn Frederiksen.

Historier som denne kan Charlotte Rask også nikke genkendelse til.

”Man bliver selvfølgelig såret, hvis man bliver afvist mange steder og ikke rigtig synes, at der er nogen, der tager hånd om en, fordi man bliver kastebold. Altså ”nej, det er ikke vores bord, og nej, det er heller ikke vores bord.”, siger Charlotte Rask, der er klinisk professorer i psykiske sygdomme på Aarhus Universitet.

Ifølge Charlotte Rask kan det resultere i mistillid til systemet, hvis de, der burde hjælpe dem, ikke hjælper dem.

“Det har fået mig til at miste meget af troen på, at systemet fungerer som det burde”, siger Bjørn.

Rose-Marie Mollerup, der er forkvinde og regionsrådsmedlem for psykiatri-listen i Region Midtjylland, ser også et problem i psykiatriens behandling af patienterne. Ifølge Rose-Marie Mollerup er der ingen sammenhæng i stigningen af folk, der har brug for hjælp, og hvordan psykiatrien er blevet finansieret.

”Der er givet garantier på noget, der ikke er personale til”, siger Rose-Marie Mollerup.

Rose-Marie Mollerup er ikke i tvivl om, at der sker fejl på grund af manglende ressourcer. Hun slår fast, at der altid kan ske fejl, men hun er ikke i tvivl om, at man kunne gøre psykiatrien langt bedre med flere ressourcer og kompetencer.

”Det er noget lort. Sådan et bureaukratiskhelvedessystem kræver folk og penge, ellers sker der for mange fejl”

Bjørn Frederiksen.

Bjørn er ikke i tvivl om, at de psykiatere og psykologer, der har haft med hans sager at gøre, er kompetente – men ifølge ham har de bare ikke fået lov til at gøre deres arbejde, og det skyldtes pengemangel. Bjørn lægger rigtig meget vægt på, at det er et bureaukratisk system, der køres, hvilket han godt kan se den fede idé i, men det virker bare ikke, når der ikke er penge nok til det, siger Bjørn.

”Det er noget lort. Sådan et bureaukratiskhelvedessystem kræver folk og penge, ellers sker der for mange fejl”, siger Bjørn Frederiksen.

8 måneder senere

I august 2021 fik Bjørn endelig – med hjælp fra sin familie – fat i nogen, der kunne hjælpe. Bjørn har aldrig været god til konfrontationer, og han fik derfor sin familie til at tale med store ord. Det viser sig, at Bjørns behandler højst sandsynlig, var stoppet.

”Jeg ved ikke hvorfor – og det må jeg jo heller ikke vide – men hun har haft en grund til at stoppe, men uden at sige op eller blive fyret. Så hun var teknisk set stadigvæk ansat som behandler. Der var så ingen, der havde samlet hendes sager op. Det vil sige mig og måske nogle andre.”, siger Bjørn Frederiksen.

Bjørn er glad for, at han havde en famile, der kunne bakke ham op.

Ifølge Vibeke Bliksted er det ikke et særtilfælde, at der går danskere rundt med psykiske problemer, der ikke får den rigtige hjælp. Det er hun ikke i tvivl om, at det er der. Hver dag står danske psykiatere og tager stilling til, hvem der har mest brug for hjælp. Det er kritisk, fordi det i forvejen er en sårbar gruppe, der ikke er gode til at råbe op for sig selv.

Ifølge en opgørelse af hospitalsudgifterne i Danmark er 12 procent budgetteret til psykiatrien. I Norge ligger tallet på 19 procent. I kroner og øre svarer dette tal til 5,3 milliarder kroner mindre om året til psykiatrien i Danmark målt op mod Norge.  

Vibeke Bliksted ser et kæmpe problem i den afvejning, som der hver dag skal tages på grund af manglende midler.

”Det er jo dårligt givet ud, for det er jo hele tiden dem, der er mindst syge, vi må sende bagerst i køen. Og det er jo faktisk dem, der er potentiale i. Hvis man hjalp dem, så kunne de jo blive selvforsørgende, undgå at droppe ud af studier og ikke nå at brænde nogen broer.”, siger Vibeke Bliksted.

Vibeke Bliksted oplever, at vi i de heldigste tilfælde vil se, at de psykiske syges liv går i stå – men langt oftest ses deres sygdomme udvikle sig.

For Bjørns vedkommende har de 8 måneders ventetid efter hjælp allerede nået at brænde nogle broer. I løbet af de 8 måneder, hvor han ikke kunne få den rigtige hjælp, kunne Bjørns bofæller ikke klare at bo med ham mere.

”De kunne ikke klare at bo med en, der havde det skidt med ikke at få behandling, og derfor ikke havde overskuddet til at gøre de ting, man skal, når man bor sammen. Det er fair nok, jeg er ikke vred på dem, men det er en af konsekvenserne”, siger Bjørn Frederiksen.

Bedre kommunikation

Bjørn synes, at det er ærgerligt den måde, som den danske psykiatri er skruet sammen. Nogle gange kunne han godt tænke sig, at de stoppede med alt deres ’papirnusseri’ og kiggede ud over deres egen næsetip og skrivebord.

”I The Witcher 3, der er et computerspil, er der en mission, hvor du skal ind i en bank, og du skal hæve nogle penge. Og der bliver du ført rundt i banken fra det ene sted til det andet. Du skal have en eller anden formular på papir, og du ender altid ved det samme skrivebord igen, igen og igen. Og der er ingen, der kan give dig den her fucking formular. Det er sådan, det føles.”, siger Bjørn Frederiksen.

Bjørn kan ikke se, hvordan det kan være så svært at se idéen i andre metoder. En idé om, at man nogle gange bare siger:

”Fuck processen. Nu kigger vi på den enkelte og den persons problemer”, siger Bjørn Frederiksen.

Ifølge Bjørn ville det få dem til at se, hvor enkelt det kan være at hjælpe nogen – i stedet for at ens papirer skal igennem 8 forskellige sæt hænder i det bureaukratiske system.

”Jeg blev bare hevet rundt i manegen, fordi der ikke var nogen, der kunne noget, fordi den der ”change of command”, hvor man fragiver sig ansvaret, ikke var til stede”, siger Bjørn Frederiksen.

Psykiatrien er blevet er blevet gevaldigt nedprioriteret i den seneste årrække. Hele 13 procent i udgifter pr. patient er der blevet skåret. Det sker samtidig med, at der de seneste 20 år er sket en stigning på 60 procent af unge, der er kommet i psykiatrisk behandling.  

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

Hvis Danmark prioriterede psykiatrien lige så højt som i Norge, så ville der årligt være 5,3 mia. kroner mere til området, siger forkvinde og regionsråds medlem i Region Midtjylland for psykiatri-listen, Rose-Marie Mollerup. Ifølge hende er den danske psykiatri langt fra blevet prioriteret højt nok.

“Der er ingen sammenhæng i stigningen af folk, der har brug for hjælp, og hvordan psykiatrien er blevet finansieret”, siger Rose-Marie Mollerup.

Nedprioritering resulterer i, at tallet af fejldiagnosticeringer er højere end det burde værre. Rose-Marie Mollerup lægger ikke skjul på, at der altid ville være en risiko for at blive fejldiagnosticeret, men hun er samtidig ikke i tvivl om, at psykiatrien med flere ressourcer og kompetencer kunne gøre det langt bedre.

Rose-Marie Mollerup: ”Der er givet garantier på noget, der ikke er personale nok til”

Ifølge forkvinden for psykiatri-listen, Rose-Marie Mollerup, er der en hel masse ting inden for psykiatrien, hvor det kunne gøres langt bedre. Blandt andet er det fundamentalt for Rose-Marie, at personalegrupper opkvalificeres, da det mangler rigtig meget. Lige nu sidder der nemlig mange ude i psykiatrien og varetager opgaver, som de ikke har kompetencerne til. Derfor mener Rose-Marie, at der skal ske en grundig opprioritering af den danske psykiatri, fordi det i sidste ende går ud over patienterne. Ifølge hende hjælper det ikke at give garantier på en hel masse, hvis ikke personalet ikke er dygtige nok.

Kan det der system egentlig hjælpe mig?

Rose-Marie Mollerup

Når man som patient overlader ansvaret til psykiatrien for at modtage behandling, fordi man ikke selv er i stand råde bod på ens psyke, så viser man også rigtig meget tillid til psykiatrien. Denne tillid mener Rose-Marie Mollerup er en af de store konsekvenser for nedprioriteringen.

Rose-Marie Mollerup siger: ”Psykiatrien kan have mange forskellige betydninger. Det ene er tilliden til systemet. Altså, kan det der system egentlig hjælpe mig nu?”.

Det er altså et problem for patienter at stole på psykiatrien fremadrettet, hvis de én gang er blevet svigtet. Det vil kunne få dem til at følge sig forkerte, fordi de bliver ”kastet” rundt i systemet, siger Rose-Marie Mollerup.

Aftale sikrer én milliard ekstra til sundhedsvæsenet

Oveni diskussionen omkring nedprioriteringen af den danske psykiatri har Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og kristendemokraterne indgået en ny aftale om en ’coronavinterpakke’, der ifølge politikerne skal give en ’saltvandsindsprøjtning’ til sundhedsvæsenet, der går imod endnu en hård vinter med corona. Helt præcis gives der én milliard ekstra til sundhedsvæsenet i 2022.  Beløbet bliver fordelt ud over regionerne, og det er op til regionerne selv at bestemme, hvad der skal prioriteres.

AARHUS: Retssagen mod en kvinde, der i 2018 truede en politimand, er stadigvæk ikke afgjort. Det måtte de fremmødte i Aarhus Byret erkende mandag formiddag efter et par timers vidneafhøringer.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

En diskussion mellem tre kvinder, der var flygtet fra en institution for unge på Sjælland, og tre DSB-medarbejdere udviklede sig en tidlig junimorgen i 2018 til et større skænderi og slåskamp, der fik politiet indblandet. Pigerne var utilfredse med, at DSB-medarbejderne ikke ville lade dem ryge på perronen, og modsat var DSB-medarbejderne utilfredse med, at pigerne ikke havde en gyldig billet. Derfor ville de have pigerne til at forlade Aarhus Banegård. Det udviklede sig dramatisk, hvor kvinderne ifølge vidnet fra DSB overfaldt, spyttede og kastede cigaretskodder efter ham.   

”Hvis du rører mig, så stikker jeg dig ned”

Ifølge vidneforklaringen fra den ene af de to politibetjente, så blev vreden og frustrationen mod DSB-medarbejderne meget hurtigt vendt mod politiet. Efter sigende skulle den ene pige, der også er den tiltalte, have truet med at stikke politimanden ned, hvis han nærmede sig hende. Det er også en ting, som DSB-medarbejderen, der er perronmanager på Aarhus Banegård, husker – også selvom han ikke husker den tidlige morgen for over tre år siden særligt godt.

Generelt er både politimanden og perronmanageren, der vidnede i retten mandag morgen, meget enige i deres version af hændelsen. Selvom kvinden udelukkende er tiltalt for voldstrusler mod en offentlig ansat, er der alligevel en hel masse andet, som både politiet og DSB-medarbejderne så igennem fingre med den morgen på Aarhus Banegård. Det var nemlig ikke kun den ene kvinde, der var aggressiv. Ifølge politibetjenten spyttede og råbte samtlige kvinder ad ham, og en enkelt, der også er den tiltalte, sparkede ham over knæet. Kvinden nægter sig ifølge hendes forsvarer skyldig.

Sagen udsættes endnu en gang

Selvom hændelsen skete for over tre år siden, er den stadigvæk ikke afgjort. Det stod klart mandag formiddag, da det tredje vidne, der også er politibetjent, ikke mødte op. Politibetjenten var for anklageren så vigtig, at han ville have retssagen udskudt.

Dommeren var ellers blevet enig med både forsvar og anklager om, at de ville forsøge at nå frem til en afgørelse trods de mange udfordringer, der allerede havde ramt retssagen. Den tiltalte var nemlig heller ikke mødt op for anden gang i streg.  Ifølge forsvareren havde kvinden sagt, at hun havde en form for maveinfektion – dog uden lægeerklæring.

Derfor kræver anklageren også en anholdelse af kvinden, hvis hun ikke kan vise en lægeerklæring. Ifølge retsplejelovens kapitel 69, § 757 kan kvinden anholdes, hvis hun ikke har dokumentationen for udeblivelsen på plads, ifølge anklageren. Dette var dommeren dog noget skeptisk overfor.

”Er det virkelig den vej, du vil gå?”, spurgte dommeren.

Vi skal helt tilbage til d. 7. december 2020 for at finde den seneste afhøring af kvinden, idet hun har haft fravær lige siden. Sidst var det på grund af symptomer på corona. Derudover har hun også skiftet forsvarer sidenhen, og derfor var forsvareren til denne afhøring heller ikke helt klar over, hvad hans klient udtalte til sidste retsmøde – det var anklageren, der skulle gøre forsvareren opmærksom på dette.

Både forsvarer – efter aftalte med kvinden – og anklager er dog fast besluttet på at gennemføre retssagen uden kvinden for at få en afslutning på den, hvis det samme skulle ske igen, at hun udebliver. Dog såfremt det tredje og sidste vidne møder op til næste retsmøde, der er fastlagt til 1. april 2022.

Lisbjerg skal inden for de næste 45 år gå fra at være et landsbysamfund til at være en forstad på 25.000 indbyggere ifølge en udviklingsplan fra Aarhus Kommune. Det er lisbjerggenserne meget spændte på.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

• 

Det er en lettere kold, blæsende og regnfuld dag. Lisbjerggensere er der ikke mange af på gaden. Der er dog en svag lyd af legende børn nede ved skolen og en forsamling af biler på den lokale OK-tank – ellers er der ikke så meget mere. Lisbjerg ligner meget andre små lokalsamfund, hvor man kan frygte for deres overlevelse. Det er bare ikke realiteten for Lisbjerg. Aarhus Kommune har nemlig meget store ambitioner for byen.

En del af Aarhus midt i landskabet

I den udviklingsplan – som Aarhus Kommune offentliggjorde i 2017 – er der sigtet højt, rigtig højt. Som en del af første etape i udviklingsplanen skal Randersvej forskønnes, så den passer ind i de naturskønne omgivelser, og så skal Lisbjerg inden 2026 gå fra de nuværende 1000 indbyggere til at huse 8.000 indbyggere ved hjælp af nybyggerier i Lisbjerg Vest. Første etape er allerede godt i gang med byggeriet af Bakkehusene ved Elmehøjen. Inden 2065 skal hele udviklingsplanen være realiseret, hvor Lisbjerg skal være en by på 25.000 indbyggere og fungere som en naturskøn og mangfoldig del af Aarhus.  

Selve planen for befolkningstilvæksten med de mange nye huse, der skal huse nytilflytterne i Lisbjerg, har Klaus Maul Jars det fint med. Generelt er han positivt indstillet overfor hele projektet. Han hæfter sig dog ved en enkelt ting i første etape – forskønnelsen af Randersvej. Selvom at forskønnelsesprojektet er en meget lille del af udviklingsprojektet, så er Klaus Maul Jars dog meget spændt på de ambitioner som Aarhus Kommune har for forskønnelsen af Randersvej, der strækker sig igennem Lisbjergs midte. Der er nemlig lagt meget ansvar over på lisbjerggensernes skuldre, især grundejerne omkring Randersvej. Det bliver nemlig deres arealer, man kommer til at se, når man kommer kørende på Randersvej.

”Nogen lader bare deres græs og hæk gro ud over fortovet. Det synes jeg ikke er skønt.”

– Klaus Maul Jars, bestyrelsesmedlem i Lisbjerg Beboerforening.

For Klaus’ vedkommende er én ting, hvad kommunen kan bidrage med. En anden ting er, hvad borgerne langs Randersvej selv får gjort for en mere naturskøn Randersvej. Ifølge Klaus er det meget let for Aarhus Kommune at komme med ambitioner om en forskønnelse af Randersvej. Så længe de involverede langs vejen ikke inddrages, kan det være lige meget, siger Klaus Maul Jars. Derfor har Klaus foreslået til kommunen – til dem, der står for projektet – at de snarest mulig skal få samlet alle grundejerne.

Hvis det ikke sker, så tror Klaus, at det bliver svært at føre ud i livet. Han tilføjer dog også, at det så også er den eneste plan, han umiddelbart lige kan se, der er lidt for ambitiøs – som den er lige nu.

Bred enighed i lokalsamfundet

Blandt lisbjerggenserne er der generelt en bred opbakning til byudviklingsprojektet, siger Klaus Maul Jars, bestyrelsesmedlem i Lisbjerg Beboerforening. For Klaus’ vedkommende bliver det spændende at se projektet blive en realitet.

”Vi har fået ros for, at vi har været nogle af dem, der har været lettest at arbejde sammen med.”

– Klaus Maul Jars, bestyrelsesmedlem i Lisbjerg Beboerforening.

Ifølge Klaus skyldes rosen nok den gode samarbejdsvilje, hvor de er gået ind til projektet med oprejst pande til tingene. Det gør de især, fordi de ikke oplever – som mange andre ellers gør – at de ikke bliver hørt, og at borgerinddragelse bare er noget man taler om, men ikke realiserer, siger Klaus Maul Jars.

“Lisbjerg Fællesråd lægger nemlig et kæmpe stykke arbejde i at inddrage os”, tilføjer han.

Lisbjerg Beboerforening blev oprettet i 1962, og selvom det er ved at være 60 år siden, er der stadigvæk lisbjerggensere tilbage fra den tid i Lisbjerg. Heller ikke de synes, at udviklingen af Lisbjerg er en dårlig ide, mener Klaus Maul Jars.

”Der er ikke nogen her, der er uenige i projektet. Og hvis der var, har der været rig mulighed for at give sin mening til kende”

– Klaus Maul Jars

Når Esther har fri fordyber hun sig i koreansk kultur. Det indebærer blandt andet K-pop, fordi det giver fællesskab og sjove stunder.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

Som kvinde i midten af 30’erne, født og opvokset i Danmark, er der mange ting, der presser på – men K-pop er nok ikke det, folk først tænker på. Alligevel er det, hvad Esther Svendsen, der er 34 år og bor i Vejle, bruger alt sin tid på, når hun ikke redder liv på Vejle Sygehus. For hende er der et kæmpe fællesskab på tværs af landegrænser, hvor de – trods den geografiske adspredelse – har en helt særlig ’connection’. Skinnet bedrager ikke, hvert fald ikke i dette tilfælde. Det stråler ud af Esther, når hun fortæller om, hvad det indebærer at være en passioneret K-pop fan fra Vejle.

Den unge musikgenre, der er blevet enormt populær

K-pop er betegnelsen for koreansk popmusik, og har siden dens start i 1990’erne stormet frem på diverse hitlister. Nogen kender til genren, andre gør ikke. Ikke desto mindre har langt de fleste sandsynligvis ubevidst lyttet til det. Med numre som ’Butter’ og ’Dynamite’ har den koreanske popgruppe BTS nemlig hersket på den helt store scene de seneste år. Med otte uger i streg på den amerikanske ’Billboard Hot 100’ hitliste, der rummer toppen af international musik, slog BTS alle rekorder, da de blev det første asiatiske band nogensinde til at gøre det.

Esthers introduktion til K-pop

For Esther startede det hele med, at hun ”binge-watchede” en serie om koreansk kultur, der indeholdt 40 afsnit af 1 times varighed. Efter den serie var hun solgt til den koreanske kultur. Derfor begyndte hun at interessere sig for alt inden for den koreanske kultur, hvorfor hun købte koreanske bøger og andet med koreansk kultur. Netop der, hvor hun gik i dybden med den koreanske kultur, stødte hun på subkulturen K-pop.

“Folk skriver, de godt ved, hvad jeg taler om”, siger Esther Svendsen.

Lige meget hvad, Esther skriver om på diverse forummer på de sociale medier, så er der altid nogen, der godt kan nikke genkendelse til det, da de har en meget intern humor. Netop den interne humor, giver Esther en følelse af sammenhold, hvilket er noget af det, som gør, at Esther synes K-pop er fedt. Især bandet Super Junior har Esther en kæmpe kærlighed for.

”Ofte taler vi om, hvor skøre de er (Super Junior red.), men det er lige meget for os, for vi er selv lidt skøre”, siger Esther Svendsen.

Esther Svendsen sammenligner K-popkulturen sammenhold med et fodboldhold, hvor de har én ting at være fælles om. Derfor er det også meget vigtigt for hende at dele K-popkulturen op i fire generationer. Generationerne er delt op i generationer fra starten af 1990’erne – hvor K-pop startede – og til nu. Esther kan bedst relatere til den 2. generation, da det blandt andet er bands som Super Junior, der hører ind under den generation. For hende er de bare samme sted i livet, både aldersmæssigt, men også livsmæssigt. For hende er BTS’s fangruppe primært meget unge fans, der har følelserne ude på tøjet, hvor Super Junior’s fans er mere modne.

Den mørke side af K-poppen

Idet at der er fire generationer, så er der også mange forskelligheder. Lige så vel som at Esther Svendsen har en kæmpe passion for K-pop, så har mange andre det også.

”Faktisk, så er det helt en religion for nogen, især BTS’s fans”, siger Esther.  

For Esther er det ikke noget godt, at det går fra at være en passion til en religion. Og faktisk, så fortæller Esther om, at det har nogle gange har udviklet sig til voldelige sammenstød grupperne imellem. Det er ikke noget hun bakker op om, og påpeger også, at det langt fra er alle, der opfører sig sådan.

”Faktisk, så griner vi lidt af de unge, fordi de er et sted i livet lige nu, hvor de er i deres følelsers vold”, siger Esther Svendsen.

Turen går til Sydkorea

Selvom Esther Svendsen erkender, at der er nogle mørke sider af K-popmiljøet, så har hun alligevel lagt sig en plan. Esther og en veninde sparer nemlig op til en tur til Sydkorea til næste år for at høre Super Junior live.

”Langt de fleste grupper har grupper, hvor man kan følge dem. På den måde lærer man dem at kende personligt”, siger Esther Svendsen.

Som en onlineven man aldrig har set, så tager Esther Svendsen altså turen til Sydkorea for at møde for at følge sin drøm om at møde de personer, som næsten hele hendes hverdag drejer sig om.   

Når Esther har fri fordyber hun sig i koreansk kultur. Det indebærer blandt andet K-POP, som hun har en kæmpe passion for, fordi det giver fællesskab og sjove stunder.

Psytrancekulturen er ikke en stor subkultur i Danmark, men det er den syd for Danmarks grænser. Derfor søger Tobias Steen hvert år sydpå for at opleve de store trancefestivaler, da det giver ham noget, som han ikke kan få andre steder.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen