Lisbjerg skal inden for de næste 45 år gå fra at være et landsbysamfund til at være en forstad på 25.000 indbyggere ifølge en udviklingsplan fra Aarhus Kommune. Det er lisbjerggenserne meget spændte på.
Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen
Træhusbyggeriet på Lisbjerg Bakke er Danmarks første og højeste boligbyggeri i Danmark.
Det er en lettere kold, blæsende og regnfuld dag. Lisbjerggensere er der ikke mange af på gaden. Der er dog en svag lyd af legende børn nede ved skolen og en forsamling af biler på den lokale OK-tank – ellers er der ikke så meget mere. Lisbjerg ligner meget andre små lokalsamfund, hvor man kan frygte for deres overlevelse. Det er bare ikke realiteten for Lisbjerg. Aarhus Kommune har nemlig meget store ambitioner for byen.
En del af Aarhus midt i landskabet
I den udviklingsplan – som Aarhus Kommune offentliggjorde i 2017 – er der sigtet højt, rigtig højt. Som en del af første etape i udviklingsplanen skal Randersvej forskønnes, så den passer ind i de naturskønne omgivelser, og så skal Lisbjerg inden 2026 gå fra de nuværende 1000 indbyggere til at huse 8.000 indbyggere ved hjælp af nybyggerier i Lisbjerg Vest. Første etape er allerede godt i gang med byggeriet af Bakkehusene ved Elmehøjen. Inden 2065 skal hele udviklingsplanen være realiseret, hvor Lisbjerg skal være en by på 25.000 indbyggere og fungere som en naturskøn og mangfoldig del af Aarhus.
Selve planen for befolkningstilvæksten med de mange nye huse, der skal huse nytilflytterne i Lisbjerg, har Klaus Maul Jars det fint med. Generelt er han positivt indstillet overfor hele projektet. Han hæfter sig dog ved en enkelt ting i første etape – forskønnelsen af Randersvej. Selvom at forskønnelsesprojektet er en meget lille del af udviklingsprojektet, så er Klaus Maul Jars dog meget spændt på de ambitioner som Aarhus Kommune har for forskønnelsen af Randersvej, der strækker sig igennem Lisbjergs midte. Der er nemlig lagt meget ansvar over på lisbjerggensernes skuldre, især grundejerne omkring Randersvej. Det bliver nemlig deres arealer, man kommer til at se, når man kommer kørende på Randersvej.
”Nogen lader bare deres græs og hæk gro ud over fortovet. Det synes jeg ikke er skønt.”
– Klaus Maul Jars, bestyrelsesmedlem i Lisbjerg Beboerforening.
For Klaus’ vedkommende er én ting, hvad kommunen kan bidrage med. En anden ting er, hvad borgerne langs Randersvej selv får gjort for en mere naturskøn Randersvej. Ifølge Klaus er det meget let for Aarhus Kommune at komme med ambitioner om en forskønnelse af Randersvej. Så længe de involverede langs vejen ikke inddrages, kan det være lige meget, siger Klaus Maul Jars. Derfor har Klaus foreslået til kommunen – til dem, der står for projektet – at de snarest mulig skal få samlet alle grundejerne.
Hvis det ikke sker, så tror Klaus, at det bliver svært at føre ud i livet. Han tilføjer dog også, at det så også er den eneste plan, han umiddelbart lige kan se, der er lidt for ambitiøs – som den er lige nu.
Bred enighed i lokalsamfundet
Blandt lisbjerggenserne er der generelt en bred opbakning til byudviklingsprojektet, siger Klaus Maul Jars, bestyrelsesmedlem i Lisbjerg Beboerforening. For Klaus’ vedkommende bliver det spændende at se projektet blive en realitet.
”Vi har fået ros for, at vi har været nogle af dem, der har været lettest at arbejde sammen med.”
– Klaus Maul Jars, bestyrelsesmedlem i Lisbjerg Beboerforening.
Ifølge Klaus skyldes rosen nok den gode samarbejdsvilje, hvor de er gået ind til projektet med oprejst pande til tingene. Det gør de især, fordi de ikke oplever – som mange andre ellers gør – at de ikke bliver hørt, og at borgerinddragelse bare er noget man taler om, men ikke realiserer, siger Klaus Maul Jars.
“Lisbjerg Fællesråd lægger nemlig et kæmpe stykke arbejde i at inddrage os”, tilføjer han.
Lisbjerg Beboerforening blev oprettet i 1962, og selvom det er ved at være 60 år siden, er der stadigvæk lisbjerggensere tilbage fra den tid i Lisbjerg. Heller ikke de synes, at udviklingen af Lisbjerg er en dårlig ide, mener Klaus Maul Jars.
”Der er ikke nogen her, der er uenige i projektet. Og hvis der var, har der været rig mulighed for at give sin mening til kende”
– Klaus Maul Jars