Bjørn har været låst fast i 8 måneder: ”Det har været superdeprimerende og givet mig en følelse af magtesløshed”

Som 17-årig blev Bjørn for første gang patient i psykiatrien. På daværende tidspunkt blev han diagnosticeret med skizofreni. Som 23-årig kontaktede Bjørn Psykiatrisk Skadestue i Roskilde igen, mens han gik på Vallekilde Højskole, fordi deprimerende tanker lå og boblede i ham.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

”Jeg tænkte, at jeg nok bare havde valgt den forkerte linje, og tog derfor et ophold mere på eftersårsholdet, men de samme tanker ramte mig igen – endda på spiludvikling, der ellers altid har interesseret mig. Så kontaktede jeg psykiatrisk skadestue”.

Sådan lyder ordene fra Bjørn Frederiksen, der sidder på en bænk foran Café Under Masken i hjertet af Aarhus, hvor han ofte er kommet, siden han flyttede til Aarhus i januar 2021. Han er iført en tyk hue, der er trukket godt ned over ørerne, strikhandsker og en stor hoodie under sin beigefarvede jakke – men den iskolde dag er ikke den eneste grund til, at Bjørn til tider har uro i kroppen. Han er nemlig også diagnosticeret med ADHD, og er næsten først lige kommet tilbage i behandling efter en lang og sej kamp om at få kontakt til de rigtige personer i psykiatrien.

En stor stigning i psykiske diagnoser

Fra 2014 til 2018 steg antallet af voksne med en psykiatrisk diagnose med 30 procent ifølge en analyse fra socialstyrelsen. Ifølge Vibeke Bliksted, der er lektor og forsker i psykiatrien på Aarhus Universitetet, skyldes stigningen ikke, at der er flere med psykiske lidelser i dag end hidtil, men at vi er blevet væsentlig bedre til at udrede. Det er Charlotte Rask, der er klinisk professor i psykiske sygdomme ved Aarhus Universitetet, også enig i.

Begge eksperter ser dog et problem med selve behandlingen i af psykiatriske patienter i Danmark, idet selve behandlingen af de psykisk syge patienter er blevet nedprioriteret de seneste år. Efter statistikker fra Sundhedsstyrelsen ses det nemlig, at udgiften pr. patient i psykiatrien er faldet med 13 procent fra 2010 til 2018.

”Der er kommet en drejning, hvor det handler mere om udredning end behandling efterhånden”, siger Charlotte Rask.

Bjørn mister kontakten til sin behandler

Under Bjørns højskoleophold bliver han frivilligt indlagt på Psykiatrisk Skadestue i Roskilde, hvor han ligger i 2 uger inden, han ikke kan holde ud at ligge der mere.

”Jeg begyndte at kede mig, og så ville jeg gerne ud igen”, siger Bjørn Frederiksen.

Derefter får Bjørn en behandler, der diagnosticerer ham med ADHD. Kombineret med sin depression starter han op på antidepressiv- og ADHD-medicin. I januar 2021 ville Bjørn gerne flytte til Aarhus, og han bad derfor om at blive overført til afdelingen i Aarhus.

Bjørn og hans behandler aftaler, at de skal holde kontakten, og at Bjørn fortsat skal have hende som behandler indtil det andet falder på plads.

”Og ja, så hørte jeg derfra bare ikke mere fra hende. Jeg ringede og ringede og hørte bare intet. Så begyndte jeg at ringe til sekretærerne på kontoret, og efter 2 måneders tid, hvor jeg havde ringet hver anden dag, så begyndte jeg at tænke: ”Okay, der er et eller andet galt”.”, siger Bjørn Frederiksen.

Bjørn følte sig magtesløs. Han blev ved med at ringe, men der skete intet. For Bjørn skabte det rigtig mange problemer i en tid, hvor han havde brug for støtte. Han måtte se sig nødsaget til at ringe til vagtlægen for at få fornyet sine recepter på både antidepressiv medicin og det meget hårde medicin mod ADHD, der kaldes Lisdexamfetamin – eller elvanse, som det kaldes i daglig tale.

Bjørn prøvede at kontakte sin personlige læge for at fortælle om problemet og spørge om en henvisning til psykiatrisk afdeling i Aarhus, men lægen kunne ifølge Bjørn intet gøre, fordi Bjørn allerede var tilknyttet en behandler – så en henvisning ville højst sandsynlig blive afvist. Bjørn blev ved med at kontakte forskellige personer i psykiatrien for at finde en løsning, men hver gang fik han det samme af vide:

”Vi kan ikke gøre noget”, siger Bjørn Frederiksen.

Historier som denne kan Charlotte Rask også nikke genkendelse til.

”Man bliver selvfølgelig såret, hvis man bliver afvist mange steder og ikke rigtig synes, at der er nogen, der tager hånd om en, fordi man bliver kastebold. Altså ”nej, det er ikke vores bord, og nej, det er heller ikke vores bord.”, siger Charlotte Rask, der er klinisk professorer i psykiske sygdomme på Aarhus Universitet.

Ifølge Charlotte Rask kan det resultere i mistillid til systemet, hvis de, der burde hjælpe dem, ikke hjælper dem.

“Det har fået mig til at miste meget af troen på, at systemet fungerer som det burde”, siger Bjørn.

Rose-Marie Mollerup, der er forkvinde og regionsrådsmedlem for psykiatri-listen i Region Midtjylland, ser også et problem i psykiatriens behandling af patienterne. Ifølge Rose-Marie Mollerup er der ingen sammenhæng i stigningen af folk, der har brug for hjælp, og hvordan psykiatrien er blevet finansieret.

”Der er givet garantier på noget, der ikke er personale til”, siger Rose-Marie Mollerup.

Rose-Marie Mollerup er ikke i tvivl om, at der sker fejl på grund af manglende ressourcer. Hun slår fast, at der altid kan ske fejl, men hun er ikke i tvivl om, at man kunne gøre psykiatrien langt bedre med flere ressourcer og kompetencer.

”Det er noget lort. Sådan et bureaukratiskhelvedessystem kræver folk og penge, ellers sker der for mange fejl”

Bjørn Frederiksen.

Bjørn er ikke i tvivl om, at de psykiatere og psykologer, der har haft med hans sager at gøre, er kompetente – men ifølge ham har de bare ikke fået lov til at gøre deres arbejde, og det skyldtes pengemangel. Bjørn lægger rigtig meget vægt på, at det er et bureaukratisk system, der køres, hvilket han godt kan se den fede idé i, men det virker bare ikke, når der ikke er penge nok til det, siger Bjørn.

”Det er noget lort. Sådan et bureaukratiskhelvedessystem kræver folk og penge, ellers sker der for mange fejl”, siger Bjørn Frederiksen.

8 måneder senere

I august 2021 fik Bjørn endelig – med hjælp fra sin familie – fat i nogen, der kunne hjælpe. Bjørn har aldrig været god til konfrontationer, og han fik derfor sin familie til at tale med store ord. Det viser sig, at Bjørns behandler højst sandsynlig, var stoppet.

”Jeg ved ikke hvorfor – og det må jeg jo heller ikke vide – men hun har haft en grund til at stoppe, men uden at sige op eller blive fyret. Så hun var teknisk set stadigvæk ansat som behandler. Der var så ingen, der havde samlet hendes sager op. Det vil sige mig og måske nogle andre.”, siger Bjørn Frederiksen.

Bjørn er glad for, at han havde en famile, der kunne bakke ham op.

Ifølge Vibeke Bliksted er det ikke et særtilfælde, at der går danskere rundt med psykiske problemer, der ikke får den rigtige hjælp. Det er hun ikke i tvivl om, at det er der. Hver dag står danske psykiatere og tager stilling til, hvem der har mest brug for hjælp. Det er kritisk, fordi det i forvejen er en sårbar gruppe, der ikke er gode til at råbe op for sig selv.

Ifølge en opgørelse af hospitalsudgifterne i Danmark er 12 procent budgetteret til psykiatrien. I Norge ligger tallet på 19 procent. I kroner og øre svarer dette tal til 5,3 milliarder kroner mindre om året til psykiatrien i Danmark målt op mod Norge.  

Vibeke Bliksted ser et kæmpe problem i den afvejning, som der hver dag skal tages på grund af manglende midler.

”Det er jo dårligt givet ud, for det er jo hele tiden dem, der er mindst syge, vi må sende bagerst i køen. Og det er jo faktisk dem, der er potentiale i. Hvis man hjalp dem, så kunne de jo blive selvforsørgende, undgå at droppe ud af studier og ikke nå at brænde nogen broer.”, siger Vibeke Bliksted.

Vibeke Bliksted oplever, at vi i de heldigste tilfælde vil se, at de psykiske syges liv går i stå – men langt oftest ses deres sygdomme udvikle sig.

For Bjørns vedkommende har de 8 måneders ventetid efter hjælp allerede nået at brænde nogle broer. I løbet af de 8 måneder, hvor han ikke kunne få den rigtige hjælp, kunne Bjørns bofæller ikke klare at bo med ham mere.

”De kunne ikke klare at bo med en, der havde det skidt med ikke at få behandling, og derfor ikke havde overskuddet til at gøre de ting, man skal, når man bor sammen. Det er fair nok, jeg er ikke vred på dem, men det er en af konsekvenserne”, siger Bjørn Frederiksen.

Bedre kommunikation

Bjørn synes, at det er ærgerligt den måde, som den danske psykiatri er skruet sammen. Nogle gange kunne han godt tænke sig, at de stoppede med alt deres ’papirnusseri’ og kiggede ud over deres egen næsetip og skrivebord.

”I The Witcher 3, der er et computerspil, er der en mission, hvor du skal ind i en bank, og du skal hæve nogle penge. Og der bliver du ført rundt i banken fra det ene sted til det andet. Du skal have en eller anden formular på papir, og du ender altid ved det samme skrivebord igen, igen og igen. Og der er ingen, der kan give dig den her fucking formular. Det er sådan, det føles.”, siger Bjørn Frederiksen.

Bjørn kan ikke se, hvordan det kan være så svært at se idéen i andre metoder. En idé om, at man nogle gange bare siger:

”Fuck processen. Nu kigger vi på den enkelte og den persons problemer”, siger Bjørn Frederiksen.

Ifølge Bjørn ville det få dem til at se, hvor enkelt det kan være at hjælpe nogen – i stedet for at ens papirer skal igennem 8 forskellige sæt hænder i det bureaukratiske system.

”Jeg blev bare hevet rundt i manegen, fordi der ikke var nogen, der kunne noget, fordi den der ”change of command”, hvor man fragiver sig ansvaret, ikke var til stede”, siger Bjørn Frederiksen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *