Mads Hyldgaard

Når Esther har fri fordyber hun sig i koreansk kultur. Det indebærer blandt andet K-pop, fordi det giver fællesskab og sjove stunder.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

Som kvinde i midten af 30’erne, født og opvokset i Danmark, er der mange ting, der presser på – men K-pop er nok ikke det, folk først tænker på. Alligevel er det, hvad Esther Svendsen, der er 34 år og bor i Vejle, bruger alt sin tid på, når hun ikke redder liv på Vejle Sygehus. For hende er der et kæmpe fællesskab på tværs af landegrænser, hvor de – trods den geografiske adspredelse – har en helt særlig ’connection’. Skinnet bedrager ikke, hvert fald ikke i dette tilfælde. Det stråler ud af Esther, når hun fortæller om, hvad det indebærer at være en passioneret K-pop fan fra Vejle.

Den unge musikgenre, der er blevet enormt populær

K-pop er betegnelsen for koreansk popmusik, og har siden dens start i 1990’erne stormet frem på diverse hitlister. Nogen kender til genren, andre gør ikke. Ikke desto mindre har langt de fleste sandsynligvis ubevidst lyttet til det. Med numre som ’Butter’ og ’Dynamite’ har den koreanske popgruppe BTS nemlig hersket på den helt store scene de seneste år. Med otte uger i streg på den amerikanske ’Billboard Hot 100’ hitliste, der rummer toppen af international musik, slog BTS alle rekorder, da de blev det første asiatiske band nogensinde til at gøre det.

Esthers introduktion til K-pop

For Esther startede det hele med, at hun ”binge-watchede” en serie om koreansk kultur, der indeholdt 40 afsnit af 1 times varighed. Efter den serie var hun solgt til den koreanske kultur. Derfor begyndte hun at interessere sig for alt inden for den koreanske kultur, hvorfor hun købte koreanske bøger og andet med koreansk kultur. Netop der, hvor hun gik i dybden med den koreanske kultur, stødte hun på subkulturen K-pop.

“Folk skriver, de godt ved, hvad jeg taler om”, siger Esther Svendsen.

Lige meget hvad, Esther skriver om på diverse forummer på de sociale medier, så er der altid nogen, der godt kan nikke genkendelse til det, da de har en meget intern humor. Netop den interne humor, giver Esther en følelse af sammenhold, hvilket er noget af det, som gør, at Esther synes K-pop er fedt. Især bandet Super Junior har Esther en kæmpe kærlighed for.

”Ofte taler vi om, hvor skøre de er (Super Junior red.), men det er lige meget for os, for vi er selv lidt skøre”, siger Esther Svendsen.

Esther Svendsen sammenligner K-popkulturen sammenhold med et fodboldhold, hvor de har én ting at være fælles om. Derfor er det også meget vigtigt for hende at dele K-popkulturen op i fire generationer. Generationerne er delt op i generationer fra starten af 1990’erne – hvor K-pop startede – og til nu. Esther kan bedst relatere til den 2. generation, da det blandt andet er bands som Super Junior, der hører ind under den generation. For hende er de bare samme sted i livet, både aldersmæssigt, men også livsmæssigt. For hende er BTS’s fangruppe primært meget unge fans, der har følelserne ude på tøjet, hvor Super Junior’s fans er mere modne.

Den mørke side af K-poppen

Idet at der er fire generationer, så er der også mange forskelligheder. Lige så vel som at Esther Svendsen har en kæmpe passion for K-pop, så har mange andre det også.

”Faktisk, så er det helt en religion for nogen, især BTS’s fans”, siger Esther.  

For Esther er det ikke noget godt, at det går fra at være en passion til en religion. Og faktisk, så fortæller Esther om, at det har nogle gange har udviklet sig til voldelige sammenstød grupperne imellem. Det er ikke noget hun bakker op om, og påpeger også, at det langt fra er alle, der opfører sig sådan.

”Faktisk, så griner vi lidt af de unge, fordi de er et sted i livet lige nu, hvor de er i deres følelsers vold”, siger Esther Svendsen.

Turen går til Sydkorea

Selvom Esther Svendsen erkender, at der er nogle mørke sider af K-popmiljøet, så har hun alligevel lagt sig en plan. Esther og en veninde sparer nemlig op til en tur til Sydkorea til næste år for at høre Super Junior live.

”Langt de fleste grupper har grupper, hvor man kan følge dem. På den måde lærer man dem at kende personligt”, siger Esther Svendsen.

Som en onlineven man aldrig har set, så tager Esther Svendsen altså turen til Sydkorea for at møde for at følge sin drøm om at møde de personer, som næsten hele hendes hverdag drejer sig om.   

Når Esther har fri fordyber hun sig i koreansk kultur. Det indebærer blandt andet K-POP, som hun har en kæmpe passion for, fordi det giver fællesskab og sjove stunder.

Psytrancekulturen er ikke en stor subkultur i Danmark, men det er den syd for Danmarks grænser. Derfor søger Tobias Steen hvert år sydpå for at opleve de store trancefestivaler, da det giver ham noget, som han ikke kan få andre steder.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

Technomusik anses i Danmark for at være noget elektronisk musik, men det er meget mere end det. Både genren, men også kulturen som helhed.

Af: Mads Hyldgaard Sejr Jespersen

I en form for trance står Tobias med en fuldstændig ekstatisk lykkefølelse. Otte år senere tænker Tobias Steen tilbage på den skelsættende og central dag i hans liv. Det var starten på det som Tobias ikke vidste, at han manglede i sit liv. Tobias Steen, der til dagligt studerer Journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har en kæmpe kærlighed for musik. Helt præcist er det psykedelisk trance, der har en kæmpe plads i hans hjerte – og han betegner faktisk sig selv, som det man i nogle kredse kalder basliderlig.

Det er mere end bare techno

Musikken er technomusik, men alligevel ikke bare techno, som man kender det herhjemme fra diskotekslivet. Det er psykedelisk trance, der er den helt præcise betegnelse for, hvad der er blevet en kæmpe subkultur siden dets frembrud i 1990’erne. For at få det helt på plads, så adskiller denne genre sig fra det andet ved ordet – som ordet også hentyder – psykedelisk. Altså en farverig musik, der er meget melodisk – og netop det er noget af forklaringen på Tobias’ forelskelse. 

Technogenrens dårlige ry

Det er selvfølgelig centralt, at der – ligesom i andre subkulturer – er en negativ side af subkulturen. Hos technogenren er det de euforiserende stoffer, der har givet kulturen et lidt dårligt ry.  For Tobias gør det ikke så meget, at folk er flyvende på euforiserende stoffer.

”Jeg har et forholdsvis åbent syn på det, især fordi alkohol jo også er et stof. Og jeg ved jo det fungerer i de rammer, som der er nede på de festivaler, hvor der ikke er nogen store problemer med det”, siger Tobias Steen, og tilføjer: ”Der er næsten heller ingen voldelige episoder”.  

Han gør det selvfølgelig klart, at man skal kunne håndtere at se på personer, der er helt væk på et eller andet rusmiddel. Men for hans vedkommende er det kærligheden til den psykedeliske trance, der driver ham – så længe ingen rører ved den lykkefølelse, han får indeni, så synes han ikke, at det gør så meget, hvad andre gør.

Tobias Steen: ”Det er jo en følelse, som jeg ikke kan få andre steder”

Det er rigtigt svært at have en stor kærlighed til den psykedeliske trancemusik i Danmark, da kulturen i Danmark bare ikke er til det. Især hvis man har prøvet den ægte varer. Uvidende om, hvad der ventede Tobias, drog han for otte år siden syd for Danmarks grænser, helt præcist Schweiz, hvor han for første gang oplevede den psykedeliske bas. Tobias beskriver omgivelserne som værende fuldstændig vanvittige.

”Man kommer i en form for trance, der skaber nogle stærke følelser, som man ikke kan få igennem noget andet”, siger Tobias Steen. Tobias fremhæver dernæst, hvorfor man netop ikke kan opnå denne følelse andre steder. ”Alle kommer for at høre det samme. Den enighed og den kærlighed til lige netop den musik, den gør, at folk har noget mere at være fælles om”, siger Tobias Steen.

Det er altså ikke kun musikken med dens trancelignende egenskaber i sig selv, der skaber den ekstatiske følelse, men også sammenholdet og fælleskabet. Han beskriver det selv med ordene: ”På Roskilde kommer nogen for at drikke hjernen ud, andre for at høre The Rolling Stones, og andre kommer for Drake. Her er det det samme som folk kommer derned for, og det mærker man virkelig”. ”Det er jo en hel subkultur i sig selv”, tilføjer Tobias.